Nordeuropas største multimediefacade 2. april 2007
Posted by ABiliTY in Uncategorized.trackback
Dansk Industris bygning på Rådhuspladsen skal moderniseres, og har fået udarbejdet en model, hvor facaden mod Rådhuspladsen vil blive Nordeuropas største multimedieflade.
“Multimediefacaden er et stykke meget moderne arkitektur, der ved hjælp af den nyeste teknologi integrerer lys og bevægelse. Facaden kan anvendes til live-transmissioner af sportslige og andre kulturelle begivenheder og til billedserier, der kan bruges i forbindelse med større begivenheder, som Københavns Kommune får til Hovedstaden. Denne form for kommunikation og formidling via bevægelige billeder vil bidrage til byens dynamik og branding”, siger adm. direktør Hans Skov Christensen, DI.
Tekniskset vil multimediefacaden komme til at bestå af computerstyrede dioder, der er placeret på smalle bånd på ydersiden af facaden. Lamelstrukturen sikrer både lys og udsyn.
Dansk Industri er som organisation inde i en stærk udvikling. Antallet af medlemsvirksomheder er vokset med næsten 70 % siden dannelsen af Dansk Industri i 1992. Det har øget behovet for flere ansatte og dermed for større kontorarealer. Derfor indeholder projektet også en nødvendig udvidelse af bygningen med to etager.
“Vores model for fremtidens Industriens Hus tager udgangspunkt i en bevidsthed om, at vores hus har en markant placering på en af byens – og måske en af landets – vigtigste pladser. Det er derfor vigtigt for os, at Industriens Hus får et moderne udtryk og samtidig fremstår som en velintegreret del af Rådhuspladsen i fremtiden”, siger Hans Skov Christensen.
Det fremlagte projekt er udarbejdet af Erik Møller Arkitekter ved arkitekt, kgl. Bygningsinspektør Jens Fredslund og arkitekt Rikke Hansen.

Kommentarer»
No comments yet — be the first.